Referat af generalforsamling

Tilbage

Referat fra generalforsamling i Grundejerforeningen Pilevangen

Dato:    Søndag d. 3. juli, 2005
Tid:      10.30
Sted:    Engvejen 4

Formanden bød velkommen, og takkede Esther og Johannes for at de ville lægge hus til Generalforsamlingen.

1. Valg af ordstyrer
Formanden foreslog Per Therkelsen som ordstyrer, og denne blev valgt. Ordstyreren konkluderede at Generalforsamlingen var lovligt varslet, og overgav herefter ordet til Formanden.

2. Formandens beretning om foreningens forhold
Jens kunne berette at det har været endnu et godt år i vores lille enklave, hvor hygge og samvær er fremtrædende. Efter sidste sommer som vejrmæssigt var dårlig, havde den første del af sommeren i år til gengæld været pragtfuld.

Aktiviteter siden sidste generalforsamling:

  1. Sommerfest i juli hvor vejrguderne ikke var helt med os i begyndelsen.
  2. Bronedtagning som gik smertefrit.
  3. Broopsætning, som hurtigt var overstået da kun én pæl skulle sættes i. Samtidig blev stranden renset. Hyggelig dag med pølser, øl og vand.
  4. Udlægning af sten på vejene som har betydet at de er blevet væsentlig bedre, og samtidig har det resulteret i at hastigheden for biler er nedsat betydeligt.
  5. Udskiftning af dæk og sæder på gynger og vipper på Folden.
  6. Opslagstavlen har fået ny plade. Når Allan får tid, laver han en ny opslagstavle.
  7. Kloakering. Der er afholdt borgermøde om emnet i forsommeren, og etableringen kommer til at finde sted i sensommer og efterår. Prisen bliver ca. 30.000 kr. for tilslutning, hvortil kommer arbejde på egen grund. Der er ikke lavet nogen fælles aftale for sidstnævnte, da behovene er forskellige, men bestyrelsen foreslår at man individuelt evt. snakker sammen.
    Per Therkelsen forklarede at en pumpebrønd pladseres på Folden ud for Poul og Inges hus, og en pumpebrønd placeres i svinget fra Pilevangsvej til Strandvejen. For at undgå lugtgener henstillede Grundejerforeningen til at udluftningen bliver ført væk, og kommunen ville gøre deres bedste for at efterleve dette. Når den endelige pladsering er besluttet, og skrivelse med tegningerne bliver udsendt, vil dette blive opsat på opslagstavlen ved Folden, og samtidig vil bestyrelsen gøre deres bedste for at pleje Grundejerforeningens medlemmers fælles interesser.

3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab
Kasserer Per Therkelsen fremlagde regnskabet, og dette blev godkendt. Der var dog en del diskussion om aftalen vedr. vej-vedligeholdelse, mht. om vejmaterialerne var lovlige og om betalingsaftalens legalitet.
Konklusion: Storm undersøger ved Tarco om vejmaterialet er lovligt og det blev besluttet at vi forsætter med vedligeholdelses-aftalen som hidtil, ud fra den kontrakt der foreligger.

4. Indkomne forslag
Der blev foreslået at indkøbe nye mål til fodboldbanen på Folden, da de gamle er udtjente. Forskellige muligheder blev drøftet.

Konklusion:
der indkøbes 2 alu-håndboldmål, pris ca. kr. 10.000,-

Det blev endvidere foreslået at diskutere vedtægterne på næste Generalforsamling, vedr. antal gange et bestyrelsesmedlem kan genvælges.

5. Fastlæggelse af kontingent og vejbidrag
Kontingent og vejbidrag holdes uændret på henholdsvis kr. 100 og kr. 250, selvom det vil give et årligt forventet underskud. Det blev besluttet at holde det nuværende kontingent/vejbidrag indtil formuen er nede på ca. kr. 50.000. Det vil dog tage nogle år at komme derned, da vi får kompensation vedr. kloakeringen på ca. kr. 23.000.

6. Valg af bestyrelse
Jens Pedersen og Poul Eriksen var på valg og modtog genvalg.

7. Valg af revisor
Jørn Pogager var på valg og modtog genvalg.

8. Eventuelt
Motorstøjen fra nabo i området er mindsket betydeligt efter at firmaet er flyttet.
Mht. kørsel med entreprenørmaskiner på stranden, tages kontakt til vedkommende.

Ordstyreren erklærede herefter Generalforsamlingen hævet.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

/abn referent

NB:
Sommerfest afholdes 23/7-05, kl. 18.00 på Folden.